22 december 2013

Sushi

Den anden dag begik jeg mig ud i at lave hjemmelavet sushi. Og jeg synes faktisk det gik meget godt. Det var lidt svært at rulle dem - men øvelse gør mester.

Jeg brugte:
  • de tangplader man kan købe i supermarkedet
  • grov bulgur
  • rødkål
  • gulerødder
  • avocado
  • rød peber
  • røget laks
  • en dressing af: soyasauce, peanutbutter, rød karrypasta, honning og citron
Det smagte rigtig godt - og det er helt sikkert noget jeg vil lave igen en anden gang.

 

20 december 2013

Konfekt

Så har jeg lavet konfekt - på den sunde måde. Det smager skønt og er næsten ikke til at holde fingrene fra, og så er det nemt at lave.

Jeg brugte opskriften på denne marcipan som jeg har lavet tidligere. Jeg rullede små kugler af det og overtrak det med 70% mørk chokolade. Derefter dryssede jeg med små stykker morbær og frysetørrede hindbær - mums!

 

12 december 2013

Linsebrød

Lækre brød - helt uden mel og gær. De er en super god proteinkilde pga. de mange linser og de passer perfekt som tilbehør til en suppe eller som et godt brød i madpakken.

Ingredienser til 8 stk.:
  • 200 g røde linser
  • 4 dl vand
  • 1 tsk. finthakket ingefær
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk. urtesalt
  • 1/2 tsk. spidskommen
  • 1/2 tsk. koriander
  • 1 spsk. friskpresset citronsaft
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 æg
  • 2 tsk. majsstivelse
  • Jomfru i det grønne
Start med at koge linserne i 4 dl vand i ca. 15 min. Hak hvidløg og ingefær. Når linserne er kogte moses de og resten af ingredienserne tilsættes. Dejen røres godt sammen og smøres på bagepapir i 8 klatter. Drysses med jomfru i det grønne. Bages ved 200 grader i ca. 15 min.




10 december 2013

Verdens bedste knækbrød

De her knækbrød er sprøde, lækre og super sunde - de bedste knækbrød jeg længe har bagt!

Opskrift til en hel bageplade fuld:
  • 1 dl chiafrø
  • 1/2 dl hørfrø
  • 2 dl koldt vand
  • 1 dl sesamfrø
  • 1,5 dl mandler
  • 1 dl græskarkerner
  • 1 dl solsikkekerner
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 æggehvide
  • 1 lille tsk. salt
Chiafrø og hørfrø ligges i blød i 2 dl vand i ca. 10 min. I mens blendes kernerne og kommes i en skål hvor de blandes med bagepulver, salt og æggehvide. Derefter tilsættes chiafrø og hørfrø og det hele røres rundt. Massen kommes på en bageplade med bagepapir på og smøres ud med en dejskraber.


Når det er gjort skæres dejen i tern med en kniv


Og så bages de i ovnen ved 180 grader i ca. 40 min - men hold øje med dem.








04 december 2013

Julekugler

Disse julekugler er super nemme at lave, smager skønt, mætter godt og består kun af gode råvarer. Perfekt til julehyggen :-)


Opskrift:
  • 200 g dadler
  • 100 g mandler
  • 30 g kokosolie
  • 40 g kokosmel
  • 35 g kakao
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1 tsk. kanel
  • lidt vaniljepulver
  • revet skal fra en økologisk appelsin
  • kokos til at trille i
Det hele kommes i minihakkeren eller en blender og køres til en fin jævn masse. Derefter formes der små kugler af dejen og de trilles i kokos. Nydes f.eks. med en dejlig kop julete.